Vi går en ny verden i møde. Den gamle nyliberale verdensorden går i opløsning. USA’s handlinger særligt siden COVID-19 har bevist at de liberale idealer som har ligget bag institutioner som WTO, WHO, Paris-aftalen mm. blot er forbigående glimt i menneskets historie. Den næste tid kommer hovedsageligt til at være domineret af spændingerne mellem Kina og USA. I starten så vi handelskrig, toldmure og sikring af forsyningskilder. Nu har de herskende klasser i desperation taget endnu voldeligere midler i brug. Der antændes konflikter i alle verdens hjørner og disse konflikter har umiddelbart ingen udsigt at slukke – om det er i Iran, Ukraine eller Congo. Disse konflikter er ikke blot noget der sker udenfor Danmark. Modsigelsen mellem USA og Kina påvirker især USA’s gamle juniorpartnere, særligt EU. Borgerskabet i EU har også langsomt bevæget sig væk fra de liberale politikker EU overhovedet var grundlagt på. Imperialisterne her i Europa er pressede og den gamle retning kan ikke hjælpe dem ud af situationen. Krigen i Ukraine ser ud til at ende i en total fiasko for imperialisterne i EU, da Rusland med al sandsynlighed kommer til at vinde store indrømmelser. De østlige regioner, nu under Ruslands indflydelsessfære, er nemlig de områder, hvor størstedelen af landbruget foregår. EU har allerede smidt over 100 mia. £ i deres projekt om at indlemme Ukraine i deres marked og Danmark står øverst på listen over mængden af penge doneret (læs: investeret) til Ukraine pr. indbygger. EU’s borgerskab inkl. det danske står i en svær situation som blandt de mindste imperialistiske magter ift. Rusland, Kina og USA. Det gør sagen værre at EU er meget afhængig af import af kritiske råstoffer som sjældne jordarter, energi og våben.

De her dage er politikken i Danmark i højere grad bestemt ud fra internationale forhold. Den økonomiske vækst i Danmark har været beskeden fraset medicinalindustrien, der tjener hovedparten af deres profit på salg i USA, hvor EU kommer efter. På den anden side har kapitaler som A.P. Møller – Mærsk tjent godt både gennem handel med Kina og USA. Derimod har vi Danish Crown og Arla som selvfølgelig nyder de tårnhøje tilskud de får af EU gennem CAP, som i dag svarer til 1/3 af EU’s samlede budget, men som på det sidste er ramt af Kinas told på især importeret grisekød. Om det er den ene eller anden kapital, så er hvad der er afgørende ikke brud på menneskerettigheder, udledning af CO2, produktion af våbendele brugt i angrebskrige, forurening af dansk miljø eller støtten til despotiske regimer. Hvad der er afgørende, er om disse handlinger overhovedet er profitable.

★

Men hvad kan vi gøre? Stemme til Folketingsvalget og håbe på det bedste? Næppe. Vi glemmer ikke, hvor hurtige samtlige politikere endda på venstrefløjen var til at fordømme Hamas og anerkende Israels ret til selvforsvar under Gazakrigen i 2023. Ej glemmer vi de selvsamme politikers stilhed og mangel på fordømmelse af den nuværende uprovokerede angrebskrig mod Iran. Vi glemmer ikke det danske borgerskabs retorik mod Grønland, som tog en 180 graders drejning efter USA’s trussel om annektering. Vi glemmer desuden heller ikke at man på samme tid fra dansk side stemte bredt for en forsvarsaftale, der uopsigeligt skulle sikre uhindret tilstedeværelse af amerikanske soldater og militært udstyr på dansk jord hvor vi med sikkerhed er blevet til et mål for et evt. russisk angreb.

Vi lader os ikke narre af tomme floskler om øgede skatteindtægter fra erhvervslivet og at skabe arbejdspladser. Regningen for den danske stat stiger i takt med dens militære eventyrlyst. På samme tid har erhvervslivet de sidste par år nydt godt skattelettelser på flere mia. kr. Men hvad med arbejderen? Til dem serveres der en kontanthjælpsreform fra 2025, stigende priser på bolig, fødevarer og energi og derudover en pensionsalder på 70 år – heldigvis ikke værre end dette under en hovedsageligt socialdemokratisk regering. Det lader til at det danske borgerskab og mere generelt EU-borgerskabet ikke er i stand til at løse de globale problemer de selv har gravet sig i uden at regningen til sidst ender hos de arbejdende masser – dem som producerer alt værdi, men får den mindste bid af kagen.

Men så er det godt at vi har ægte socialistiske partier som Enhedslisten… eller hvad? Et parti, der pludseligt er for EU? Et parti, der pludseligt er for Danmarks medlemskab til NATO? Et parti der har brystet sig som et oppositionsparti til SVM-regeringen, men som nu ikke afviser at støtte en regering med Venstre eller Moderaterne? Nej, tværtimod er Enhedslisten langt mere pragmatiske og stiller blot krav sammen med SF, RV og AL om en natur- og biodiversitetslov. Men lad det være klart for enhver, at landbruget er den største kilde til Danmarks miljøproblemer herunder iltsvind og nitrat i drikkevand. Lad det desuden være klart, at den profit de tjener, tjener de ovenpå de tilfælde af tarmkræft, der er forbundet med den høje mængde nitrat i det danske drikkevand. Landbrugsmafiaen har taget næsten ¼ af Danmarks areal som gidsel til deres årlige produktion af 30 mio. grise, hvor størstedelen eksporteres til udlandet og resten sælges til monopolpriser her i landet. De førnævnte parlamentariske partier, der efter sigende skulle være imod monopolerne, formår alligevel ikke at gøre andet end at holde hånden over disse industrier. For disse partier er løsningen blot at feje problemet under tæppet, enten ved at lade Kina overtage produktionen eller at sætte en smule strengere krav på produktionen.

Vi har malet et ret dystert billede, men lad ikke dette distrahere os for den åbning denne situation giver os. Det er netop i en tid, hvor alle masker falder af, at de egentlige interesser bliver blottet, at folket mobiliserer sig politisk. Det er en kolossal opgave for danske arbejderklasse og dens venner. Vi må til hver en tid se virkeligheden med en sober forståelse, og det kræver at vi forkaster alle illusioner om de nuværende partier og desuden ethvert andet parti der ikke sætter arbejderklassens interesser i spidsen. Danmarks Kommunistiske Ungdom vil ikke bidrage til at sprede illusioner om at arbejderklassen kan sejre politisk ved at stemme på borgerlige partier – om selv de partier kalder sig socialistiske. Arbejderklassen må organiseres i et selvstændigt kommunistisk parti, der ufravigeligt stiller sine egne krav. Danmarks Kommunistiske Ungdom kalder altså for en boykot af Folketingsvalget 2026. Vi nægter at være med til at sprede illusionerne om at ændring kommer fra at stemme på monopolernes håndlangere. Kun arbejderklassen kan befri arbejderklassen.

★